VEDTÆGTER

Vedtægterne kan også ses i PDF format

 

§ 1

Foreningens navn er Ripensersamfundet.

Dens hjemsted er Ribe.

§ 2

Foreningens formål er:

a) At bevare og udvikle sammenholdet mellem tidligere elever fra Ribe Katedralskole samt lærere, der er eller har været knyttet til denne skole.

b) At samle medlemmerne til sammenkomster og lignende, hvortil også gæster efter bestyrelsens bestemmelse kan få adgang.

c) At administrere den af Ripensersamfundet oprettede Dimittendfond i henhold til denne fonds vedtægter.

d) At udgive et medlemsblad og vedligeholde foreningens hjemmeside.

e) At administrere legater, hvor Ripensersamfundet i henhold til legaternes fundats eller vedtægter er blevet udpeget dertil.

§ 3

Medlemsberettigede er de i § 2(a) nævnte.

Indmeldelser og udmeldelser sendes til bestyrelsen.

Ekstraordinære medlemmer kan efter ansøgning optages efter bestyrelsens skøn.

Udnævnelse af æresmedlemmer kræver en generalforsamlingsbeslutning med et kvalificeret flertal på 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 4

Kontingentets størrelse fastsættes hvert år af generalforsamlingen.

Hvad der betales ud over det fastsatte kontingent tilfalder Dimittendfonden.

Deltagelse i sammenkomster betales særskilt i det omfang, hvori disse efter bestyrelsens skøn ikke kan betales af foreningen.

§ 5

Medlemskontingent forfalder den 1. april. Kontingentrestance medfører tab af medlemskab.

§ 6

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Enhver ordinær og ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse i medlemsbladet eller direkte skriftligt til medlemmerne samt på Ripensersamfundets hjemmeside med angivelse af dagsorden. Når lovlig indvarsling har fundet sted, er generalforsamlingen beslutningsdygtig, uanset hvor mange medlemmer der er mødt.

Forhandlingerne ledes af en dirigent, valgt af generalforsamlingen. Alle beslutninger tages ved simpelt, absolut flertal med undtagelse af de i § 3 og § 14 nævnte. Står stemmerne lige, er forslaget forkastet. Afstemningerne foretages ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning skal dog foretages, når enten dirigenten eller mindst to i generalforsamlingen deltagende medlemmer forlanger det.

Fraværende medlemmer kan stemme ved mødende medlemmer ved skriftlig fuldmagt.

Over forhandlingerne føres en generalforsamlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og to tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. Protokollen er derefter fuldgyldigt bevis for det på generalforsamlingen passerede og vedtagne.

§ 7

Der afholdes hvert år i februar en ordinær generalforsamling med følgende dagsorden:

a) Valg af dirigent og referent.

b) Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.

c) Forelæggelse af det reviderede regnskab for foreningen og Dimittendfonden til godkendelse. Forelæggelse og vedtagelse af budget for det kommende år og forelæggelse af forslag til medlemskontingent.

d) De i § 9 omtalte forslag.

e) Valg af formand, bestyrelsesmedlemmer samt eventuelt suppleanter for disse sidste.

f) Valg af revisor og revisorsuppleant.

e) Eventuelt.

§ 8

Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31. december.

§ 9

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være bestyrelsen i hænde inden 1. januar.

§ 10

Ekstraordinær generalforsamling kan når som helst indkaldes af bestyrelsen på eget initiativ eller efter skriftlig begæring fra mindst 20 medlemmer, der i begæringen nærmere må angive og begrunde formålet med indkaldelsen af den ekstraordinære generalforsamling.

I sidste fald er det en pligt for bestyrelsen at indkalde den ekstraordinære generalforsamling til afholdelse senest seks uger efter begæringens indgivelse.

§ 11

Foreningen ledes og repræsenteres af en bestyrelse, der består af en formand og 2-7 andre medlemmer.

Mens, som nævnt i § 7, formanden vælges af generalforsamlingen, konstituerer bestyrelsen sig umiddelbart efter generalforsamlingen af sin midte med en næstformand og en kasserer.

Endvidere udpeger bestyrelsen internt eller eksternt en sekretær, en bladredaktør, og en webmaster.

Bestyrelsen udarbejder og vedtager en skriftlig funktionsbeskrivelse, ved hvilken hver enkelt af de nævnte særposters opgave og ansvarsområde fastlægges.

Bestyrelsen administrerer endvidere de i § 2(e) nævnte legater.

Formanden, eller i dennes fravær næstformanden, og et bestyrelsesmedlem i forening forpligter foreningen i retsforhold.

Formanden er valgt for et år, de andre bestyrelsesmedlemmer for to år, således at halvdelen af bestyrelsen afgår hvert andet år, således at medlemmer valgt i lige år er på valg i lige år, og medlemmer valgt i ulige år er på valg i ulige år. Genvalg kan finde sted.

§ 12

For at der ved bestyrelsesmøder kan tages gyldig beslutning, må mindst halvdelen af bestyrelsen være til stede. Beslutning tages ved simpelt, absolut flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Efter alle møder udfærdiges referat efter behov.

§ 13

For hver klasse i hver årgang tilstræber bestyrelsen at få udpeget en kontaktperson, der fungerer som bindeled mellem klassen og bestyrelsen.

§ 14

Ændringer af disse vedtægter kan kun vedtages på en generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er derfor.

Beslutning om foreningens opløsning kan kun vedtages på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er derfor ved hver af de to generalforsamlinger.

§ 15

Vedtægterne er vedtaget på generalforsamlingen den 28. februar 2015 og træder i kraft umiddelbart efter generalforsamlingen.